Arkæologi

Vester Herred

Bjergbakken, Vestermarie

For flere hundrede år siden lå der nord for St. Bjerregård i Vestermarie en lille hytte, hvor der boede en mand med sin kone. De havde det meget fattigt, da der ingen jord hørte til stedet, og derfor måtte manden gå på arbejde på St. Bjerregård. Det var et slid fra morgen til aften. Han mødte på gården, førend det blev lyst, og det blev altid hen på aftenen, inden han kom derfra.

Det var ofte han mødte de underjordiske, men de fortrædigede ham ikke, da han aldrig havde drillet dem eller gjort dem fortræd. En aften kom han lidt sent af sted efter at have plejltærsket hele dagen fra tidlig morgen og haft en gammel hornlygte at se ved, da det blev sort.

Ved foden af bakken kom nogle underjordsfolk hen til ham og bad ham hjælpe dem med at lægge en sten til rette. Den dannede loftet til deres stue, men nu havde den forskubbet sig, så det regnede ned til dem. Han var straks villig til at hjælpe dem, men stenen var så stor, at han med de redskaber, de underjordiske havde, ikke kunne rokke den. Han hentede derfor en jernstang oppe på gården, og efter meget mas fik han stenen til at ligge i sit gamle leje.
De underjordiske blev meget glade og vlle have ham med ind, han trængte nok til både at  hvile sig og få mad og drikke. Det var meget fristende for ham, men han turde dog ikke gå derind, da han havde hørt om højtagne folk, som aldrig var kommet ud af højen. Han undskyldte sig med, at konen lajntada etter ham og ville blive bange, hvis det trak for længe ud. Da kom da en af de underjordiske med en pose til ham. Den skulle han have for hjælpen, men han måtte ikke åbne den, førend han kom hjem.

Manden tog posen på nakken. Den vejede ingen verdens ting, så han undrede sig over, hvad der vel kunne være i den, men efterhånden, som han nærmede sig hjemmet, blev den tungere og tungere, så han til sidst var lige ved at smide den. Han beholdt den dog, da han troede, at det var den lange arbejdsdag, der havde taget hans kræfter. Da han kom ind i køkkenet, smed han posen i en krog og satte sig på en skrik.

Konen, som havde hørt ham komme, kom ud til ham og gav ham mad. Hun fik øje på posen og spurgte, hvad der var i den. Manden fortalte hende, at han havde hjulpet de underjordiske, og at de havde givet ham den som tak for hjælpen, men han troede ikke, det var noget af værdi, da den ikke vejede noget, da han fik den. Konen, der blev ivrig, tog fat i posen, og det var alt det, hun kunne slæbe den hen til manden. Da han fik den åbnet, viste det sig, at den var helt fuld af blanke sølvpenge.

Valdemar Seier: De underjordiske på Bornholm. Rønne 1981.