Arkæologi

Vester Herred

Strandbygård, Nylarsker

 For ca. 40 år siden kom en mand en forårsmorgen gående fra Pæregård i Åker. Da han kom nedad Sose til, så han en skikkelse gå foran sig. Her, tænkte han, kunne han få følge og satte farten op for at indhente den anden. Da afstanden stadig blev den samme, satte han i løb i håb om at nå vedkommende, men det lykkedes ikke. Så holdt han op med at løbe og tænkte som så, at det ikke kunne nytte noget; men da han stadig havde skikkelsen foran sig, fik han lyst til endnu en gang at prøve at nå den, og satte af sted i fuldt løb. Skønt han løb så hurtigt han kunne, blev afstanden mellem skikkelsen og ham snarere længere end kortere, og derved blev han klar over, at det måtte være en af de underjordiske.

Da de passerede slugten ved Strandbygård til havet, forsvandt skikkelsen. Da han nogen tid efter fortalte en arnagerfisker om sit møde, sagde denne, at der på det sted, hvor skikkelsen forsvandt skulle han aldrig komme, der var dævelstøj. Når Arnagerfiskerne gik standvagt om natten, gik de aldrig forbi det sted.

 Valdemar Seier: De underjordiske på Bornholm. Bornholms Tidendes Forlag. Rønne 1981.

 

-0-

 

En Mand fra Arnager gik en Dag ud over Markerne nord for Strandbygaardene. Der mødte han tre Ryttere, den første var ualmindelig styg, den midterste som Folk er flest og den sidste smukkere end noget andet Menneske, han havde set. Han saa sig tilbage efter disse underlige Ryttere, og blev i det samme vildfarende, saa han ikke vidste, hvor han var henne. Han gik imidlertid ind i et Hus, og der fortalte han, hvad han havde set. Men derefter faldt han i en langvarig Sygdom og hans Mund voksede skæv til den side, han havde set efter Underjordsfolkene.

Karl M. Kofod. Bornholms Tidende 2.12.1926.

-o-

I Nylarsker paa Bornholm ligger en Høj, hvori der efter sigende skal bo Troldfolk. Folk har i Forbigaaende set en blaalig Lue stige op af Højen, og naar de er kommen kjørende, og Hestene har set den, har de stejlet og har ikke været til at faa af Pletten. En Maaneskinsaften kom en Kone gaaende over Højen. Hun kjendte ikke noget til Sagnet og saa da et stort Ben, som hun tog op og bar hjem. Men da hun kom hjem, var det, ligesom Benet var fastvogset til Haanden, og hun kunde ikke forstaa, hvordan hun skulde blive af med det igen. Altsaa var hun helt forfærdet. Men da kom der en klog Kone, som raadede hende at gaa op paa Højen paa samme Tid, som hun sidst havde været der. Det gjorde hun, og da hun kom til Stedet, hvor hun havde fundet Benet, faldt det ud af Haanden paa hende. Men siden blev hendes Haandled stivt.

Evald Tang Kristensen. Danske Sagn, ny række 486. København 1928.