Arkæologi

Vester Herred

Dammegaard, Nylarsker

-          Lad os mænd gå indenfor, du, sagde han, for vi var dus og gode venner,
-          du har vel ingen syp fået på lang tid.

Brændevin længtede jeg nu slet ikke efter, men der var inget ved det at gjøre, jeg blev gjæstbuden, kan tro, men der var et jammerligt hus. Konen græd.

-          Her ser sådan halvdant ud, sagde hun, man har ingen ting lyst til. Fa’r er mådelig, og jeg er svag, dog er det ikke det værste, jeg er færdig ved at tro, at vi selv har voldet det.
-          Ja, det kan du godt tro, mo’r, sagde han, det er slet ikke andet end vor egen skyld, men hvem kunde tænke på sådant.
-          Ja, det er lige rigtig sandt.

Han var så kjedsom, så kjedsom, så det ammede dog ikke. Nu fortalte han, at det havde været en aften meget silde, at nogen havde banket på stuedören. Han var alt gået i seng, men stod straks op for at se, hvem det kunde være, der kom så sent, de andre var gåede i seng. Da han kom til dören, stod der en lille, gammel mand uden for og beklagede sig over, at det var så koldt at være husvild.

-          Det er det også, havde han sagt, men hvor er du ellers fra, siden du kommer til mig med den fortælling?
-          Jeg har för boet her ude i höjen, som du har taget så meget bort af, sagde den gamle, for Dammegårdsmanden havde bygget sig en ny stuelænge og taget opfyldning der ude fra.
-          Er du derfra? sagde han kjækt, så har vi jo været naboer i mange år, kan jeg vel tænke.
-          Ja, her har jeg boet længe för, der blev gård på dette sted, svarede den gamle, så det lader ilde, at du således har gjort os husvild.
-          Har jeg gjort nogen husvild, har jeg husplads nok til dem her, sagde han.

Men det skulde han ikke have sagt, han gjæstbød dem jo formelig ind til sig på den måde, og det varede ikke længe, för han havde fuldt, kan tro. Han døde nu, og siden har det været galt og var så i mange år. Der var en stue eller et kammer, hvilket det nu var, som ingen kunde komme ind i uden at blive syge, og så døde de da og, og det er lige rigtig virkelig sandt, for jeg var selv med til dötterens ufröl, da hun var død. Den dötter mistede de nu, fordi hun lå i det kammer. Præsten var dernede og så til hende, og han sagde, at det syn, han så på hende, havde han aldrig set på noget menneske. De havde også en sön, en elskværdig horra, som skulde været bort over til Kjöbenhavn, og læst til officer, men han kom ingen steder, han var konfirmert og al ting, men så blev han så syg, at det ammede aldrig nogen eneste ting, og han døde nu med, kan tro.

Chr. Weiss, lærer i Klemensker, i Evald Tang Kristensen: Danske sagn. Århus 1892

-o-

Sådan gik det t.ex. i Dammegården i Ny Lars sogn, da ejeren tog fyld til en stuelænge – eller var det en kostald? – fra en høj ved gården. Han var oven i købet så letsindig selv at tilbyde underjordsfolkene plads hos sig, da de klagede over, at skønt de havde boet i højen, længe før der overhovedet var nogen gård til, skulde de nu gøres husvilde af ham. Men han fik ikke megen tak for sin gæstfrihed: først døde han selv, og så en datter, og kort efter en søn. Der var især et bestemt kammer, det altid var galt med, og hvor ingen kunde komme ind uden at blive syg og dø; det var da også netop det, datteren døde i.

Inger Margrethe Boberg: Bornholms gravhøje i sagnoverleveringen.
Bornholmske Samlinger 21. Rønne 1932.