Arkæologi

Sønder Herred

Kulbakken, Poulsker

Af Kulbakken tog man grus for at kjøre på vejen. En aften gik en mand der forbi. Han gik hen for at forrette et vist ærende, og imens kom han til at sige som så:

-          Ded e rart, hvor så ajle uijnejorsfolkene vil flytte hen, når di eijn gong rent får enna på dæijna hvijen.

Pludselig blev han omringet af en stor mængde mandfolk med store blå næser. Han slog om sig med sin stok, og i denne stilling nåede han med nød og næppe hjem, for de fulgte ham helt til porten.

Evald Tang Kristensen: Danske Sagn,  1310. København 1892.

-o-

I Poulsker sogn ligger en gård, der hedder Hullegården, og i nærheden af den en stor bakke, der kaldes ”Kollabakkanj”. Engang kom en kvinde til gården og bad om at låne sig en kjole, for hun skulle have bryllup.

-          Ja, svarede konen, dersom  jâ må få bruastâsinj å se.

Det lovede den fremmede, og hun fik kjolen og gik. En dag, just som folkene sad og spiste middag, hunden havde fået sin mad på en træbakke ved kakkelovnen, fløj døren op, og hele brudestadsen kom ind i stuen og dansede. Men brudgommen havde træben på, og med det kom han til at vælte bakken for hunden, så maden flød hen ad gulvet. Nu kunne konen ikke længere nære sig for at le, for hun var den eneste, der så, hvorledes det gik til, men bonden blev vred og sagde:

-          E ded nâ’d å grina ad, a hunj vælter bakinj?”

Dermed var alt forbi. Om konen fik sin kjole igen, vides ikke. Brudefølget hørte hjemme i Kulbakken.

Valdemar Seier: De underjordiske på Bornholm. Rønne 1981.